Blog

Velkommen til bloggen! Til venstre finder du en række kategorier, du kan udforske. Ellers kan du også scrolle gennem indlæggene og se, om noget er interessant for dig. Du er velkommen til at smide en kommentar eller mail, hvis du bliver mere nysgerrig på et emne.

En forælders skamfulde tanker

(I dette indlæg referer “barn” til en hvilken som helst biologisk alder)

Som forældre har vi et instinktivt behov for at beskytte vores børn. Vi ved helt inde i hjertet, at vores ypperste opgave er at tage os af vores børn, elske dem og passe på dem. Og vi er også udmærket godt klar over, at det er det, der forventes af os af det omgivne samfund Men hvad nu hvis barnet er udfordret på en så voldsom måde, at vi som forældre er nået en belastninggrad, der overstiger, hvad vi kan rumme? Det kan være vores barn er ramt af en voldsom psykiatrisk lidelse eller er i et aktivt alkohol- stofmisbrug.

Der kan dukke mange følelser og tanker op hos os som forældre, der føles enormt forkerte og måske også skamfulde. Tanker såsom “jeg kan ikke lide mit barn”, “jeg har fået nok af mit barn” o.l. Det går stik imod vores instinkt, vores forventning til os selv som forældre og ikke mindst de forventninger, vi tænker, omverdenen har til os.

Først og fremmest – der er intet galt i at få de tanker! Tværtimod er det fuldt ud normalt, naturligt og man kunne argumentere for faktisk sundt at få de tanker. De indikerer ikke en dårlig forældre, men derimod et menneske, der er over-belastet af den situation, du står i.

Dernæst – det er ikke dit barn, du ikke kan lide eller du har fået nok af – det er sygdommen (her tænker jeg også misbrug som en sygdom). Dit barn er også andet – og jeres relation er også andet – end sygdommen, men sygdommen kan overskygge det i de sværeste perioder.

De svære tanker om dit barn fortæller ikke, at du er en dårlig forældre – de fortæller dig, at du har brug for at aflaste din psyke. Ræk ud efter hjælp. Du er ikke en dårlig forældre for at have behov for hjælp. Du er en forældre, der tager ansvar for, at dit barn kan have en forældre, som kan støtte ham/hende. Og det kan dit barn kun få, hvis du indimellem aflaster psyken og tager dig af dig. De fleste mennesker kan klare voldsomme belastninger i begrænsede perioder, men ingen kan klare det konstant uden afbræk.

At bede om hjælp til dig selv er en vigtig hjælp til dit barn!

/Aida

Lad os lave din historie om

Vi fortæller alle historier om os selv – historier, som vi forveksler med virkeligheden. Den måde, du beskriver dig selv på, er din historie om dig selv. Ingen er født med en historie – vi skaber den hver især i løbet af vores liv ud fra de oplevelser, vi har. Hvis vi er åbne over for det, kan vi ændre historien – faktisk uendeligt mange gange. Der er ikke en virkelighed, der skaber vores historie. Vi skaber vores virkelighed med vores historie! Så din virkelighed er den historie, du har lavet om dig selv. Prøv at beskrive dig selv på et stykke papir og kig så på det som din historie om dig selv. Så kan det være, du tænker “jamen det er jo sådan, det er” – det er det ikke!! Det er blot èn historie. Hvad kunne en anden historie være? Hvad for en historie kunne du tænke dig? Det er helt ok, hvis du ikke tror på, der kan skabes en ny historie – så brug fantasien og leg med for sjov. Prøv følgende 3 trin:

  1. Sæt ord på, hvilken historie, du kunne tænke dig?
  2. Sæt ord på, hvad kan tale for, at det kan lade sig gøre at skabe den historie?
  3. Sæt ord på, hvad du kan gøre de næste 7 dage for at skabe oplevelser, der fortæller den historie om dig? Det er vigtigt, at du tænker i “baby-steps” – små skridt hen imod den historie. Ingen indsats her er for lille!

Efter de 7 dage: Tænk over, hvordan du har det med dig selv sammenlignet med hvordan du havde det med dig selv inden de 7 dages prøve. Lidt bedre, ikk? Hvad så med at tage 7 dage mere?

Mange af os har prøvet at tage forskellige trænings- eller diætudfordringer. Hvorfor ikke prøve en mental udfordring? Tænk på hvad der kunne komme ud af det, hvis det lykkes……..

Ingen historie er permanent!

/Aida

Anderledes og ked af det

Er der noget, alle har brug for, er det at føle, at man hører til. Og det kan være svært, hvis man oplever sig anderledes fra de andre og forbinder det at være anderledes med noget dårligt. Som ung er der mange måde at føle sig anderledes på – måske har du andre interesser end de andre, måske er din familie anderledes fra de andres familier, måske er dine evner i skolen ikke ligesom de andres, måske ser din krop ikke ud som de andres kroppe. Det er bare nogle eksempler, man kan føle sig anderledes på. Og man sammenligner sig selv med de andre – meget! Hvis man så oplever, at noget ved èn selv er anderledes fra de andre, kan man komme til at opleve det som dårligt – som om man så ikke er ligeså god, ligeså pæn, ligeså klog, ligeså værdigfuld som de andre. Og det virkelig noget, der kan gøre én ked af det.

Hvordan ville det være, hvis du så det at være anderledes som noget godt? Tænk på, at hvis vi alle var 100 % ens . hvor uinteressant ville verdenen så ikke være? Tænk på, hvem, du selv synes, er mest spændende – er det den, der er ens som alle de andre eller den, der skiller sig ud og på den måde faktisk er anderledes?

Hvis nu du skiller dig ud, fordi du ikke følger ligeså godt med fagligt som de andre? Betyder det så, at du er mindre værd end de andre? Nej! Det betyder, at dine styrker ligger et andet sted! Og hvis du tænker, dem har du ikke, er det fordi, du ikke har fundet dem endnu. For selvom jeg ikke kender dig, ved jeg, at du har helt særlige styrker! Hvert eneste mennesker, der nogensinde er blevet født, har sine helt egne udfordinger – og STYRKER. Jo før du bliver du begynder at lede efter DINE styrker, jo før finder du dem! Så sæt igang! Hvis du har fundet ud af, at du ikke har styrker inden for èt område, så prøv et andet, og et tredje, og et fjerde og et femte – indtil du finder det område, hvor du har dine styrker! Det er derude og venter på, at DU finder det!

Alle følelser har en ende – også de svære. 

/Aida

En indre alarm

Når man har en mor eller far, der lider af psykisk sygdom, kan ens hverdag føles meget uforudsigelig. Hvordan bliver dagen idag? Hvordan er fars humør idag? Man ved, at alt kan ændre sig på et splitsekund. Det kan føles som om man konstant er “på vagt”, som om man konstant venter på at der skal komme et udbrud, en sammenbrud eller noget helt tredje. Man skal hele tiden være klar på at passe på far eller måske endda at beskytte sig selv.

Hvis man er vant til at leve sådan, kan man godt udvikle noget, der hedder et “psykisk alarmberedskab” indeni. Det betyder, at ens hjerne konstant “skanner” omgivelserne for signaler på, at der kan være noget ubehageligt på vej. Typisk er det ikke noget, man selv tænker over. Det foregår som en slags automatisk system i baghovedet – et system, der aldrig rigtig slukker. Og det slukker ikke, selvom man ikke er hjemme – det fortsætte uanset, hvor man er. Du kan forestille dig, at det er som om hjernens “tænd-knap” på alarmberedskab har sat sig fast, og den slukker derfor ikke, når den skal – når der ikke er fare på færde. Selvom man måske ikke hele tiden tænker over det, er det ret udmattende at have det sådan – og ikke mindst angst-fremkaldende. Man bliver bange af at være i alarmberedskab, og man bliver stresset – og træt. Derfor kan det føles som om, der er mange ting, man ikke kan overskue. Man lukker sig så måske mere og mere inde i sig selv.

Kender du måske til at have det sådan? Så kan jeg fortælle dig, at sådan har mange unge med psykisk syge forældre det. Du er bestemt ikke alene om at have det sådan! Det er ikke nemt at åbne op om dette emne, men det kan være en stor hjælp at prøve at forstå sig selv gennem denne viden om psykisk alarmberedskab og dele sine reaktioner med nogen. Fortæl en ven, en lærer eller en anden voksen om det, du mærker indeni. De kan hjælpe dig regne ud, om der er noget ubehageligt på vej omkring dig eller om din hjerne kommer til at snyde dig til at tro, der er noget ubehageligt på vej omkring dig – når der ikke er.

Alle reaktioner har en ende – også de angste. 

/Aida

Alting gør dig ked af det

Har du perioder, hvor det er som om, at alting gør dig ked af det? Dine forældre, venner, lærere, søskende – alle omkring dig gør eller siger noget, der gør dig ked af det. Det kan føles som om hele verden er imod dig. Eller måske er det netop det, de ikke gør eller ikke siger, der gør dig ked af det – det får dig til at føle sig ligegyldig for dem.

Du er måske slet ikke vant til at have det sådan. Måske du husker dig selv som et glad barn og nu føler du dig ofte ked af det. Når man er ung, er man ikke længere et barn, men man er heller ikke en voksen. Det betyder noget for de følelser, man mærker. De begynder nemlig at ændre sig, når man bliver ung – man mærker sine følelser mere og på en anden måde end tidligere. Måske mærker man også nye følelser, som man ikke har mærket før. Alting mærkes stærkere, også følelser af ked-af-det-hed. Det er helt normalt! Dit følelsesliv er ved at forberede sig på, at du bliver voksen. Det betyder, at dine følelser, for en tid, kan føles ubærligt stærke og som om, de bliver ved og ved og ved. Jeg kan fortælle dig, at det er en periode i dit liv, der er sådan – ikke resten af dit liv! Mens dit følelsesliv helt naturligt er ved at udvikle sig, skal du lære at følge med, og det tager tid! Giv dig selv tid til at være ked af det, men husk også dig selv på, at dine følelser måske ikke altid skyldes noget, de andre gør eller ikke gør. Det kan også være fordi dit følelsesliv er ekstra ja følsomt og derfor reagerer stærkere end det ellers ville. Det kan være en hjælp at gå væk fra situationen, sig til de andre, at du har brug for at være for dig selv, se en tv-serie i 30-60 minutter og prøv så at gå tilbage til situationen og se, om det føles anderledes. Prøv altid at gå tilbage til situationen efter 30-60 minutter – du vil ofte bliver overrasket over, at det føles anderledes, selvom du ikke tror det inden, du går tilbage.

Alle følelser har en ende – også de svære. 

/Aida

Bekymret for mor

I dette indlæg står “mor”, men det samme gælder også for “far”. 

Når man har en forælder, der lider af psykisk sygdom, er man vant til bekymringer. Kender du det? At være i skole og være bekymret for, hvordan mor har det idag. Klarer hun sig igennem dagen? Skal hun have hjælp til noget? Kan jeg komme til at gøre noget, der gør hendes dag værre? Kan jeg besøge en ven eller er det bedre, jeg tager hjem og tjekker op på mor?

Bekymringer for ens forældre kan være “tunge” at bære – det kan føles som en tåge, der omringer èn og gør det svært at være mentalt til stede der, hvor man er. Det er svært at koncentrere sig i snakke og aktiviteter med andre unge, at koncentrere i timerne i skolen osv. Man kan komme til at føle sig enormt mærkelig, unormal og svag for ikke at kunne skubbe det ud af tankerne.

Måske du har det sådan? Så kan jeg fortælle dig, at den måde, du har det på, er helt naturlig. Det betyder, at du er helt normal! At du ikke kan koncentrere dig pga. bekymringer for mor betyder, at du elsker hende. Du vil have, at hun skal have det godt, og det gør mega ondt indeni dig, når hun har det dårligt. Så vil du gerne fikse det for hende, men det lykkes ikke altid.   Og det er svært at “bære” – det ville det være for alle unge, der har en forælder med psykisk sygdom.

Mind dig selv på, at det er helt normalt at bekymre sig om sine forældre. Du er helt okay, som du er! Det kan også være en hjælp at lave bekymringstid for dig selv. Beslut med dig selv, at du vil tænke bekymringstanker om mor i en halv time kl. X. Indtil da minder du dig selv om, hvad du er igang med, hver gang tankerne dukker op og siger til dig selv, at du tænker bekymringstankerne kl. X. Hvis det er i skoletiden, så aftal det gerne med din lærer, så I sammen kan finde et godt tidspunkt, hvor du kan forlade klasseværelset og være for dig selv et sted i 30 minutter. Vælg gerne altid det samme klokkeslæt og det samme sted. Efter noget tid kan det ske, at du begynder at forbinde dèt sted med bekymringer og klasseværelset med noget andet.

Alle tanker har en ende – også de svære. 

/Aida

En forælders skamfulde tanker

(I dette indlæg referer “barn” til en hvilken som helst biologisk alder) Som forældre har vi et instinktivt …

Lad os lave din historie om

Vi fortæller alle historier om os selv – historier, som vi forveksler med virkeligheden. Den måde, du beskriver dig …

Anderledes og ked af det

Er der noget, alle har brug for, er det at føle, at man hører til. Og det kan være svært, hvis man oplever sig anderledes …